Billeder er nederst på siden

Det lange, hårde slid – uden X-Factor!

Der var ingen nem vej i ”pigtrådsverdenen”.

Udover utallige øvetimer gik der megen tid med at tilmelde sig alle mulige og umulige konkurrencer for at få mulighed for at spille andre steder end i øvelokalet.

Konkurrencerne var et opbud af utallige pigtrådsorkestre, som alle håbede på det store gennembrud. Det udeblev dog for de fleste. Ofte var konkurrencerne blot et udstillingsvindue og præsentationsmåde, hvor koncertarrangøren på forhånd havde sin egen vinder og hvor konkurrencen blot var staffage, som skulle kunne præstere en ”titel et eller andet”. Inderst inde vidste vi det jo godt. Men vi ville jo så gerne spille for publikum – også uden at få noget for det. Alle spillede gratis, så konkurrence idéen var rigtig god for arrangøren, som fik en vinder og samtidig penge til markedsføring af sit nye produkt ”Danmarksmester”, ”Sjællandsmester” osv.

Manager/koncertarrangør Erik Håest udtalte i TV, at hans far solgte grise, men at han havde valgt at sælge pigtrådsorkestre! Så kan man jo tænke på, om der mon ikke der var et vist sammenfald i den måde, det blev gjort på. Der blev i den grad startet en spekulation i den nye teenagekultur.

”Københavns DisHarmoniske symfoniorkester”, hva’ be’ har’? Bare navnet antyder en foragt for de medvirkende 4 orkestre, som spillede et par sange sammen. I den vokale front stod Teddy og den musikalske baggrund var en stor gang larm. Idémanden var ligeglad, selvom det jo bekræftede borgerskabets mening om, at den nye musik var noget lort.

Den fjollede gimmick blev optaget til to TV-programmer og et par livejobs.  Alle spillede jo gratis til trods for den tvivlsomme markedsføringsværdi og meget hurtigt var den varme luft feset ud af den ballon.

Vi havde bevaret vores egen indbyggede X-factor i hjerterne, som til trods for kolde bagmands-spekulationer, bankede varmt for den musik, som skabte den dejlige verden, som drømme og fantasier er lavet af.

Vi masede os frem og vores senere succés skyldtes udelukkende egen dedikation, flid, sammenhold og nødvendigt talent.

Central Cafén. Skraldemændenes endestation blev vores startsted 1965 På forsiden af ”Danmarks første og største popblad” 1965 Kø foran Hit House I, Frederiksberg Allé, Frederiksberg 1965 Omtale i HIT 1965 Omtale i HIT 1965 ”Plakat” i opgangene i vor boligkaré i Sydhavnen. Første job som The Spitfires 1963For – og omtale 1965 Starten på enden for THE LENNONS 1966  ”Københavns Disharmoniske Symfoniorkester” – cirkus’et er i gang 1965 Konkurrencernes tid – alle spillede gratis – naturligvis 1964/65 Impresario Erik Håests far solgte grise, han solgte selv pigtrådsmusik. Ligheden er dog slående! 17 mand der spillede gratis  i ”Københavns Disharmoniske Symfoniorkester”. Hvem grinede hele vejen ned til banken i 1965?Opvarmning for The Liverbirds. Dejlige velskabte piger fra Liverpool. Kan ikke huske hvordan de spillede. Omtale af TV-program hos Gunnar Nu Hansen og ”Focus – Musik skal der til”, 1965 Det blev til rigtig mange jobs i Hit House I og II. Her er nogle af dem 1965/66 Et skønsomt udvalg af job annoncer 1965/66 Vi var også her 1965/66 Og vi var her 1965/66Spejlvendt foto 1964 The-liverbirds – Så de sådan ud? I bogen Hit House af Thomas Gjurup 2011 Tyroler Landsbyen i Vejle